Green Tourism Organization

VisitAarhus er certificeret som grøn turismeorganisation

8/26/2020

Turismen i Aarhusregionen går en mere grøn fremtid i møde. VisitAarhus er netop blevet certificeret som Green Tourism Organization. 

Det betyder, at de otte kommuner i Aarhusregionen står endnu stærkere i konkurrencen om at tiltrække danske og udenlandske gæster, der efterspørger bæredygtige turismeprodukter. 

VisitAarhus har i længere tid arbejdet målrettet på at gøre Aarhusregionen til en mere bæredygtig destination. Turistorganisationen har netop udarbejdet en ny bæredygtighedsstrategi og for en måned siden kunne VisitAarhus offentliggøre et nyt stort bæredygtighedsprojekt ”Grøn genstart”, der skal give turismevirksomhederne en saltvandsindsprøjtning efter covid-19 og styrke destinationens grønne identitet.

Nu har HORESTA, brancheorganisation for hotel-, restaurant- og turisterhvervet, certificeret VisitAarhus som Green Tourism Organization. Certificeringen er sat i verden af HORESTA for at bakke op om de destinationer og organisationer, som gør noget særligt for bæredygtighed.

Pia Lange Christensen, direktør i VisitAarhus glæder sig over den nye titel.

”Jeg er oprigtig stolt af, at vi nu kan kalde os Green Tourism Organization. VisitAarhus har arbejdet længe for at opnå certificering. For at blive certificeret skal vi leve op til 140 forskellige bæredygtighedskriterier. Det har vi vist, at vi kan. Så det er en milepæl for os og ligger i naturlig forlængelse af vores ambitioner på det grønne område,” siger Pia Lange Christensen, direktør i VisitAarhus.

Sidste år blev Wonderful Copenhagen som den første organisation i verden certificeret som Green Tourism Organization, og nu følger VisitAarhus efter sammen med VisitAalborg og Inspiring Denmark.

”Vi er utrolig glade for at kunne præsentere VisitAarhus som nyt medlem af Green Tourism Organization-ordningen. At den nu tæller fire store danske turismeaktører, understreger de danske ambitioner i forhold til bæredygtig turismeudvikling i erhvervet, og at covid-19 ikke lægger en dæmper på branchens fokus på miljø. Vi ved, at bæredygtighed fylder mere og mere hos forbrugerne, og med de nye medlemmer af Green Tourism Organization håber vi at kunne gøre det nemmere for turisterne at finde vej til de ansvarlige turismedestinationer,” siger Mikal Holt Jensen, sekretariatschef i Green Tourism Organization og miljøchef i HORESTA.

Miljømærker er vigtige i international konkurrence

Danske og udenlandske gæster efterspørger i stigende grad bæredygtige turismeprodukter. En bæredygtig profil er derfor blevet et vigtigt konkurrenceparameter for turismeorganisationer og turismevirksomheder internationalt.

VisitAarhus har netop påbegyndt et stort bæredygtighedsprojekt ”Grøn Genstart”, der skal hjælpe turismevirksomhederne på tværs af hele Aarhusregionen med at arbejde mere målrettet med bæredygtighed i kølvandet på covid-19-krisen. Dette skal blandt andet ske ved at bringe data, viden og erfaring om bæredygtighed i spil sammen med Aarhusregionens turismevirksomheder, kommuner, Erhvervshus Midtjylland, Aarhus Universitet, VisitDenmark m.fl. 

”Det er helt essentielt, at vi som destinationsselskab selv går foran og er et godt eksempel. Med certificeringen står vi endnu stærkere, når vi nu skal udbygge samarbejdet om bæredygtighed med Aarhusregionens mange dygtige turismevirksomheder,” siger Pia Lange Christensen.

For yderligere information kontakt venligst:
Direktør Pia Lange Christensen, VisitAarhus, telefon 29 10 03 09, plc@visitaarhus.com

Om Green Tourism Organization
Den nye Green Tourism Organization-certificering er en dansk opfindelse ligesom miljømærket Green Key, der blev skabt for 25 år siden af Friluftsrådet og HORESTA i samarbejde med den daværende Forening af Danske Turistchefer. Sidenhen har certificeringen spredt sig til 65 lande og 3.200 turistvirksomheder. HORESTA huser både Green Key- og Green Tourism Organization-sekretariaterne.

 

Forud for Green Tourism Organization-certificeringen er VisitAarhus blevet vurderet ud fra ca. 140 forskellige kriterier, herunder ledelsesmæssig prioritering af miljøhensyn, krav om miljørigtige indkøb og forbrug af el, vand og varme samt fokus på, hvordan organisationen fremmer bæredygtig turisme i destinationen.

www.greentourismorganization.dk